Förklädd Gud

Forklædt gud er en lyrisk suite fra 1940 af Lars-Erik Larsson, med tekst af Hjalmar Gullberg. Det er nyromantisk musik, der regnes for et af de mest elskede værker i Sverige. Det er lige så populært i Sverige som Fynsk Forår af Carl Nielsen i Danmark.
Lars Erik Larsson var i 1940 ansat som producent, komponist og dirigent i Sveriges Radio, hvor Hjalmar Guldberg var chef for Radioteatern.
Under en julefest i radiohuset opstod ideen om et værk som skulle indgyde
håb i den mørke tid.
Teksten kommer fra Gullbergs digtsamling – ”Kärlek i tjugonde seklet”, undtaget den indledende tekst, som
blev skrevet til Förklädd Gud.
Værket er skrevet som en stille protest mod den eskalerende vold i foråret 1940, men musikken skulle også indgyde håbet om, at retfærdigheden ville sejre til sidst. Værket blev uropført den 1. maj 1940 i direkte radio, og blev spillet igen den nat, da den svenske regering gav tilladelse til, at de tyske tropper måtte marchere gennem Sverige for at indtage (belejre) Norge.

Teksten er baseret på en tragedie fra antik mytologi om guden Apollon, sangens gud, der er dømt til at optræde forklædt som menneske i et år og tjene som karl hos kong Admetos i Thessalien, i Euripides drama Alkestis. Det er Apollons far, Zeus, der har straffet Apollon, fordi han slog kykloperne ihjel. Alkestis er gift med Admetos, som hun elskede så højt, at hun ville gå i døden for ham. Apollon blev så glad for Admetos’ behandling af ham, at han lavede den aftale med skæbnegudinderne, at Admetos kunne undgå døden, hvis en anden ville dø i hans sted. Det ville Admetos’ egen dronning Alkestis, sikken tragedie.
Mange kendte skuespillere har haft rollen som recitator, og en af dem er Stina Ekblad, Kaj Holgers hustru i Krøniken. Under en opførelse af værket i Odense i 2008 kom Stina Ekblads barnepige ind med hendes barn, som græd sine modige tårer. Koret stod klart, dirigenten og orkesteret var på plads, så Stina Ekblad tog barnet på armen, og begyndte at læse:
 
Ej for de stærke i verden, men de svage.
Ej for krigere men bønder, som har pløjet
deres jordlod uden at klage,
spiller en gud på fløjte.
Det er en græsk saga…
 
Med indledningen til Forklædt Gud faldt barnet til ro.

Lars-Erik Larsson (1908-1986) er en af de betydeligste repræsentanter for nyere svensk musik. Han studerede hos Alban Berg, og har skrevet musik for fløjte, obo, klarinet, fagot, waldhorn, trompet, basun, violin, bratsch, cello, kontrabas og klaver. Han har skrevet balletter 3 symfonier og en opera, Prinsessan av Cypern. 
 
 
Kontakt til Djurs Kammerkors hjemmesideredaktør  | raabymas@gmail.com